by jlundstocholm
20. June 2007 08:47
I noget tid har jeg debatteret "højlydt" på primært version2.dk om valget imellem OOXML og ODF - eller begge - som anbefalet standardformat i den offentlige sektor i Danmark. Det har været meget interessant og jeg håber at andre som jeg har fået deres holdninger udfordret og er blevet klogere undervejs.
Jeg er dog kommet til den erkendelse, at jeg ikke får nok ud af at debattere "på bagkant" i trådene på version2.dk . Ikke alene bestemmer jeg ikke selv emnerne, men det er også svært at få sin pointe frem, når det eneste input-mode jeg har er et TEXTAREA-felt. Hvis jeg vil understrege noget eller lægge vægt på noget andet, så er det ofte nødvendigt at illustrere med tabeller, formattering og lignende. Derudover er version2.dk's grafiske brugerflade ikke "den bedste i verden" ... for nu at sige det mildt, så det er ikke muligt at linke til seperate indlæg i de enkelte tråde og det er i det hele taget svært at bevare overblikket. Jeg håber at kunne løse alle disse problemer ved at ibrugtage min egen blog.
Nu er dette jo "første blad" i min nye bog, så alt er endnu lidt jomfrueligt. Derfor har jeg endnu ikke lagt mig fast på om jeg skal skrive på engelsk eller på dansk. Hvis jeg skriver på dansk, så har det den fordel at jeg nok vil få flere danske læsere og at jeg vil bedre kunne præge debatten i Danmark. Hvis jeg derimod skriver på engelsk, så vil jeg potentielt kunne være med til at præge debatten på et mere globalt plan ... men jeg mister måske den danske vinkel.
Hvad siger du?
Tja- velkommen til min nye blog ... jeg håber, at du får noget ud af det.